alene i kollektivet


Rasmus Andersen bor alene i sit hus på Langeland, hvor han som blomsterbarn i halvfjerdserne delte tilværelsen med andre kollektivister og logerende. Nu bor han alene og bruger sine dage som pensionist på græsset og ved bedene omkring husmandsstedet, Kastaniely.

Rasmus hælder roligt yoghurt og hjemmelavet solbærsaft over sin dampende havregrød. Han placerer fødderne ud til siderne på understellet af spisebordet. Mørke ringe og en let glans langs kanten afslører, hvor adskillige logerende og venner har haft deres hænder i alskens hyggelige stunder. 

Han hælder en kop Marcussens Universalte op, ligesom han gjorde det i kollektivtiden i tredserne og halvfjerdsenerne. Så sidder han og sumper, som han kalder det, til en fortællerstemme, fra den iPad hans søn fornyligt gav ham, i en halv til en hel time. Derefter går han udenfor for at fodre hønsene og mærker vejret. 

66-årige Rasmus Andersen har boet i Skrøbelev på Langeland siden midten af halvfjerdserne. Dengang var det sammen med andre ligesindede kollektivister, men med tiden er livet med stort fællesskab på Kastaniely blevet erstattet af et liv, hvor Rasmus må søge socialt samvær udenfor hjemmet. 

Nu hvor vejret er blevet mildere, bruger han meget af sin tid udenfor på diverse byggeprojekter og dyrker jorden med flere grøntsager, end han selv kan spise. 

Rasmus’ rejse mod kollektivlivet startede på en sommerferietur til Jylland, han og nogle venner tog på i 1971. De ville besøge en fælles bekendt, og efter at have kørt deres Mini Clubman til Viborg i håb om at finde ham, fik de at vide, han befandt sig i et kollektiv i Randers. 

I kollektivet boede en niogtyveårig kvinde, der meget gerne ville have børn. Rasmus, som på det tidspunkt var sytten år, blev lun på hende, og kort efter var han blevet far. 

Han passede barnet sammen med den nybagte mors veninde, Pia, og efter at have brugt noget tid sammen forelskede de to sig i hinanden. 

“Vi rendte rundt med barnevognen og lå og elskede i vejgrøften, og den holdt jo ikke i længden.”

Formiddagen skrider frem, og Rasmus skal ud i sin have og fortsætte på et af sine mange projekter. Han går ud i sit hønsehus gennem en gammel lade, fyldt med støvede og rustne dele fra biler, cykler og forskellige haveremedier. Bag de beskidte og tågede ruder banker en brumbasse desperat sin krop mod lyset. Rasmus åbner stille vinduet op og tager nænsomt om det lille insekt. 

“Flyv ud i verden og formér dig,” siger han med kærlighed i stemmen. 

De to unge og nyforelskede mennesker prøvede at få det til at fungere i Jylland, men efter et års tid tog Rasmus og Pia til Svendborg og fik derefter et hus på Tåsinge. De etablerede sig på Langeland efter at have fået nogle venner, og Rasmus fik job i en børnehave. Snart efter fik de hus på Langeland og Pia blev gravid med deres første barn.

Efter lidt forskelligt arbejde, der var dårligt betalt, manglede de unge forældre penge. 

Gennem nogle venner fik Rasmus og Pia mulighed for at hjælpe og huse socialt udsatte og få betaling for det af Københavns Kommune. De havde gennem tiden flere forskellige ‘plejebørn’, som Rasmus kalder dem, og på den måde fik de en fast indtægtskilde fra 1975 og omtrent ti år frem.

Efter hønsene er fodret, går Rasmus ud og henter sin minilæsser, eller ‘havekat’, som han kalder den. Den skal han blandt andet bruge til at flytte rundt på nogle sten, der skal skabe en bedre harmoni omkring et lille kunstværk, han har lavet af to døde træer. Sådan går meget af Rasmus’ dag, oven på havekatten, eller på en nyerhvervet gravemaskine, i haven på husmandsstedet, der for efterhånden mange år siden var et fristed, hvor det ikke var ualmindeligt at se nøgne mennesker spankulere rundt på grunden.

Kollektivet Kastaniely blev stablet på benene, efter nogle af det unge pars venner flyttede ind. Der var ofte tolv-tretten til bords, men i huset boede kun omkring fem. Af nogen blev det kaldt springbrættet, fordi folk ofte kom for en kort bemærkning, på vej videre i livet, og Rasmus havde ikke noget problem med de korte møder. 

“Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker, både med at finde bolig … og med at finde glæde i livet.”

I dag er mange af Rasmus’ venner videre i livet, eller på den anden side på grund af alkoholisme og andre misbrug. De gav slip på ham, og han på dem.

Mange af Rasmus venner, bekendte og familie er sidenhen også blevet mere borgerlige og lever i et andet tempo, end han gør. Rasmus ses stadig med sin familie til større arrangerementer, og der er intet ondt imellem dem.

Han mødes med en kammerat for at gå søndagsture, og han har en passion for jazzmusik, som han finder en form for fællesskab i. Han glæder sig også til at mærke stemningen og kreativiteten i de små jazzkoncerter, han plejer at gå til. 

Hans ungdom bød på rigtig meget fællesskab, måske mere end for de fleste mennesker, men nu er han alene, på græsset og ved bedene omkring husmandsstedet. Her er nok at gøre, og Rasmus har mange planer. 

Han fortsætter med at arbejde i haven ud på aftenen, for der skal også anlægges et farverigt blomsterbed, som det pensionerede blomsterbarn kan nyde. 

Historien er lavet til magasinet 'Laulaai', der kan ses her: https://issuu.com/dmjx/docs/dmjx_f21_dk_issuu

Using Format