I 1961, på en studietur til et vejrbidt hus ved Vesterhavets kyst startede det - min farmor og farfars forhold. Hun var fornyligt blevet ansat på den lille tegnestue under loftet på Frederiksholms Kanal, hvor min farfar arbejdede. De var blevet forelsket, og nu stod de på toppen af klitterne og kyssede.
Min farfar, eller Boffar som vi kalder ham i min familie, boede alene i et hus i Birkerød, som han selv havde tegnet og bygget. Han kom fra et hjem med mange søskende i Vestjylland, og han havde været dygtig i skolen, udholdende og ikke mindst viljestærk. Skridt for skridt havde han arbejdet sig fra Vestjylland til København, og han var blevet en dygtig, spirende arkitekt.
Da mine bedsteforældre mødte hinanden, var min farmor alene med en lille dreng, som hun havde fra et tidligere ægteskab. Hun havde også gået på arkitektskolen, men havde ikke nær den samme interesse for faget. Det handlede for meget om æstetik og for lidt om mennesker, mente hun. Hun voksede op i Ordrup, lidt nord for København, uden søskende, men med en masse venner. Nu havde hun skudt papegøjen, som hendes forældre mente, og hun var også meget glad for Boffar. Han var intelligent, ambitiøs og en flot mand. Hun flyttede ind hos ham i Julen 1961, i ’62 blev de gift, og et år efter fik de først min far og tre år senere min faster.
Samtidig med det hårde arbejdepres skulle de også passe tre børn, og det var hovedsageligt min farmor, som stod for det - sådan var arbejdsfordelingen, ligesom den generelt var i den tid. Min farmor var temperamentsfuld og spontan, og Boffar var en stille og tænksom vestjyde, så når de var uenige, greb de det meget forskelligt an, hvilket resulterede i store skænderier.
Efter en del år blev gnidningerne for meget, og forelskelsen forsvandt. Min farmor fortæller, at hun aldrig var bange for, at Boffar var hende utro, men at hun konkurrerede helt vildt mod hans arbejde. Det blev for meget, og hun kunne ikke slippe tankerne om, hvor kærligheden var blevet af. Kort før deres sølvbryllup blev de skilt.
Bruddet tog hårdt på min farfar. Han fortæller, at han ikke ville ønske skilsmisse for sin værste fjende. Han blev ked af at forsvinde fra hendes liv, samt at miste den og alle de andre relationer, de havde sammen. Ordene om den tid kryber med stort besvær ud af Boffars mund, og indimellem tager han sine briller af for at tørre øjnenene.
Efter de gik fra hinanden, var min farmor i England en tid, hvor hun stiftede nye bekendtskaber, men hun kunne ikke rigtig slå rødder. Hun savnede sin familie, og efter noget tid vendte hun hjem.
Min farmor skrev til Boffar efter sin hjemkomst, om de skulle finde ud af at være venner, for siden de gik fra hinanden, var min mor og far blevet gift og min storebror født, så det ville være godt, hvis de kunne tale sammen.
Boffar var ikke interesseret. Smerten sad stadig i ham. Der gik mange måneder, og det var først efter, han fandt ud af, at min farmor var blevet alvorligt syg, at han svarede. De mødtes første gang på deres gamle bryllupsdag, og de fik snakket om tingene.
Efter lidt tid tog de igen på ture til Boffars ødegård i Sverige, Kullan, som vi kalder det. De genfandt kærligheden, og siden da er de blevet tættere end nogensinde før. Min farmor fortæller, at han nok altid har været manden i hendes liv, og at det var frusterende ikke at nå ham, for forskellighederne gjorde jo, at de tilsammen havde det hele.
De er begge glade for, at de har levet så lang tid, for nu kan være ærlige med hinanden i en grad, de ikke har kunnet før. De kender hinandens grænser og ved, hvordan de skal gribe hinandens temperamenter ad.
I de sidste mange år, sådan set al den tid, jeg kan huske, har jeg aldrig tænkt over, at min farmor og farfar engang var så kede af hinanden. Især ikke når de tager hinanden i hånden på gåture mellem nåletræerne ved Kullan. De bor ikke sammen, men hos min farfar står der altid et par af min farmors sutsko, som hun bruger, når hun er der.
