Ivo bruger han/ham og de/dem, hvad bruger du?


Livet som transmaskulin person kan indimellem være svært. Især når folk antager, misforstår og fejltolker kønnet på personen. Hvordan undgås dette, og hvordan kan livet se ud, når man ikke føler sig som det køn, der står på fødselsattesten?

Syttenårige Ivo Vidal Iversen inviterer med et kærligt kram indenfor i den lejlighed, han bor i. Her blæser kendte melodier op fra harmonikaspilleren på Amagertorv, og lyset kommer strømmende ind ad store vinduer, som vender mod nabolejlighederne og Christiansborgs spir. 

Ivo skal klippe sit hår og farve det, samt barbere sig denne eftermiddag. Han tager sin t-shirt af og går ud på badeværelset, hvor han i spejlet også i dag bliver præsenteret for, at han ikke er i en krop, han er helt tilfreds med. Den stramme binder, som gør Ivos brystkasse flad, er en påmindelse om dette, og til tider ikke kun en last for selvforståelsen, men også for de pressede ribben under den. Han siger, at det kan føles enormt lettende at åbne op for den i situationer, hvor det ikke er til at se. 

“Der er så mange andre ting, jeg gerne ville tænke på, end at være trans,” siger han.

Ivo ser køn som et spektrum med to yderpunkter af henholdsvis maskulin og feminin kønsoplevelse. Han placerer sig mod den maskuline side, hvilket betyder, at han føler sig som en dreng, men en dreng, som indimellem også kan føle sig feminin, hvorfor Ivo også bruger pronominerne, eller stedorderne, de og dem, som er kønsneutrale.

Ivo tænder for trimmeren og kører den ind mod hovedbunden. Små sorte og røde hår daler ned i vasken, og mullet-frisuren tager langsomt form igen. Ivo kan godt lide at ændre sit hår og tænker ofte over, om han bare skal klippe det hele af. 

“Hvis jeg har helt kort hår, kan det måske være nemmere for folk at se mit køn.”

I dag bliver de fleste hår på Ivos hoved, og han finder en orange barberskraber frem og giver sig i kast med at fjerne de små sorte dun, der er på hans ansigt.

Det er Anden Pinsedag, og Ivo har fri fra skole. De mange timer uden skema vil han bruge på at lave drag. Det er et ritual, han holder meget af og forbinder med en form for frigørelse fra de tanker, han normalt gør sig om måden, han præsenterer sig på. Når han er i drag, må han alt, og han skal ikke passe ind i nogen kønskasser. Han roder lidt rundt i nogle skuffer og andre kroge for at finde sin ansigtsmaling, pensler og kunstige øjenvipper, samt et outfit han synes er fedt.

Foran et lille rundt spejl giver han sig i kast med en bøgegrøn farve, der lag efter lag forvandler ham til en anden. Der opstår lidt tøven undervejs, når han overvejer, hvor han vil hen med sin makeup. 

“Trust the proces,” siger han med humor i stemmen og fortsætter sin forandring. 

Han sætter serien Pose, der handler om ball-rooms og LGBT-miljøet i 80’erne og start 90’ernes New York, på. Titelsangen spiller, og Ivo synger lavmælt med inden et bredt smil af begejstring vokser og bliver for svært for stemmen at komme igennem. 

Processen tager lang tid, og Ivo har flere overvejelser om, hvordan han vil se ud i dag, men for ham handler det ikke så meget om kønsudtryk, når han laver drag, men i højere grad om at være med sig selv og være kreativ. 

“Det drag, jeg laver, er ikke for at klæde mig ud som kvinde. Det er bare for at klæde mig ekstravagant ud”

Efter nogle timer rejser Ivo sig fra stolen foran det lille spejl og går ned på gaden. Der skal hentes pizza, for det er blevet lidt for sent at lave aftensmad. Med lange, kunstige øjenvipper og grøn maling i ansigtet bevæger Ivo sig ned på Gammel Strand. Folks blikke kan mærkes og indimellem kommer et beundrende smil blandt de, som blot synes at undre sig. 

Ivo lader sig ikke bekymre synderligt af opmærksomheden, for når han i drag, har han en opløftende følelse af selvsikkerhed, så længe han husker at se sig selv i vinduernes spejlinger på gaden.

Tirsdag aften skal Ivo ud til teaterskolen Gawenda, der ligger i Gladsaxe. Det er første gang, undervisningen har fået lov at rykke indenfor, da den på grund af COVID-19 har været på pause og sidenhen har været udenfor. Der er derfor en stemning af gensynsglæde, når de farvede lamper tændes og ‘Tæppeholdet’ tager deres sko af og går på scenen i strømpesokker.

Ivo og de andre fra hans hold går igang med dagens undervisning, hvor Ivo tydeligt er i sit es. Holdet øver sig i små improvisationsstykker, hvor elevernes kreativitet og skuespilevner får frit løb. 

Han har gået der mange år, og han ser det som et frirum, hvor han kan gøre, som han har lyst og flygte fra de tanker, han har om sig selv, ind i en anden karakter. Det er også et rum, han deler med sin søster, Andrea, der tidligt så, at han havde det dårligt i sit fra fødslen tildelte køn. Hun hjalp ham blandt andet med at sige til folk, at han altså var en dreng og gerne ville have, at folk brugte han og ham, når de omtalte Ivo. 

Klokken lidt i ti slutter holdet af med at lytte til et stykke musik, mens de får besked på at lægge sig på gulvet, og som den ene underviser, Johan, siger til de unge mennesker: 

“Se hvem der bor i jer i dag og bare lad jer drifte”

For nyligt startede Ivo på Johan Borups Højskole, hvor han går på scenekunst og har tegning som et valgfag. At starte på en højskole med så mange andre mennesker har vist sig at være både godt, men til tider også svært, fordi Ivo også her har mødt folk, der brugte hun og hende, da de omtalte ham. Antagelsen, folk laver uden at spørge Ivo om hans pronominer, er, hvad han bliver kedest af.

Han er godt selv klar over, at han indimellem kan have et rimelig androgynt udtryk i blandt andet sin tøjstil, og det derfor kan være svært for folk at se det køn, Ivo føler sig som. Ikke desto mindre kan Ivo stadig ikke forstå, hvorfor folk ikke spørger, før de antager Ivos pronominer, hvis der altså er et behov for at kende dem.

“Jeg bliver aldrig vred, når folk glemmer mine pronomener, men jeg bliver ked af det, når de ikke engang prøver," siger han. 

Det, at tage samtalen med folk, der fejlkønner Ivo, er ikke noget, han særlig ofte bryder sig om. Derfor har han været glad for, at folk omkring ham sagde det videre, da han som fjortenårig begyndte at springe ud. 

“Jeg plejer bare at hviske ‘han/ham’, når nogen bruger hun og hende om mig” 

Netop vennerne og folk som Ivos søster, har været med til at holde ham ovenvande og hjulpet ham med at takle de stunder, hvor tankerne har været for store at rumme. 

Alex Pontoppidan Frifelt og Maria Wegeberg, som to af Ivos venner hedder, tager onsdag eftermiddag med ham til en demonstration mod hadforbrydelser. På våde brosten foran Christiansborg er Ivo omgivet af personer, som ligesom ham og vennerne er der for at høre nogle af de tusind beretninger om hadforbrydelser, organisaterne bag demonstrationen, Lev og Lad Leve, har indsamlet. Ivo har ikke prøvet at være offer for den slags, men han fortæller, at han ofte kan tænke, han bare venter på, det sker. 

“Jeg har ikke prøvet at blive kaldt ting, kun at få underlige blikke,” siger Ivo. 

Tilbage i lejligheden har de store vinduer fået spor af regnen, Ivo varmer en gryde med kakao, og de tre unge mennesker falder i snak. Både om nogle af offerhistorierne, men også om mindre alvorlige emner.

Selvom Ivo er en person, der er meget tryg ved at være andre personer i drag eller på scenen i Gladsaxe, kan han stadig ikke hvile hundrede procent i sin egen.

“Jeg kan ikke lade være at tænke over, hvad andre tænker om mig, men jeg gør alligevel bare, hvad jeg synes er rart," siger han.

Ubehaget, ved at folk mistolker Ivos køn, er noget der plager ham ofte, men han fortæller om en positiv introduktion, han havde med en person for noget tid siden. Vedkomne sagde først deres navn og pronomener og spurgte derefter ind til Ivos. På den måde, eller ved at folk retter ind, når de får at vide, de tager fejl, kan livet for Ivo og andre transpersoner måske gøres lidt lettere. 

Ivo går hen i lyset fra de store vinduer mod nabolejlighederne og Christiansborg og begynder at tømme opvaskemaskinen. Diverse klassikere spiller stadig nede på Amagertorv.

Using Format