Da min morfar for nyligt var indlagt i to nætter, kunne min mormor ikke falde i søvn uden sovepiller, for hun skulle sove uden ham.
Min mormor og morfar mødte hinanden til et arrangement hos KFUM i København. Det var en lørdag i januar 1958, til ‘lørdag på borgen’, som det ugentlige arrangement hed. De havde kigget efter hinanden og sat sig sammen. Denne lørdag var der musikquiz, og som de eneste genkendte de fluks musikken, som spillede. Operaen Maskarade.
Min mormors far arbejdede på Det Kongelige Teater, så hun kunne få billige billetter, og nu hvor hun vidste, at min morfar kunne lide opera, ringede hun til ham, og de tog derind sammen.
Knap et halvt år efter flyttede min morfar ind hos enken Fru Mejlbo, der boede med sine børnebørn, to unge piger. Hun ville ikke have en ugift mand boende med sine to piger, så min mormor og morfar måtte gifte sig. Den 12. juli 1958 stod de i Skovshoved Kirke, unge og forelskede, og siden har de fået fire børn, elleve børnebørn, to oldebørn og snart 64 års ægteskab.
I en alder af 85 og 90 år, begynder tiden at rinde ud. Hvad der er tilbage er en masse erindringer om kærlighed, venskab og sorg. De har lært hinanden dybt at kende, og de giver hinanden plads. Min mormor gider for eksempel ikke at gøre min morfars chatol rent, for han roder det alligevel til igen. Til hans 90 års fødselsdag, som duften af blomster afslører var for nyligt, bad hun ham dog alligevel om at rydde det lidt.
Min mormor og morfar har begge været offentligt ansatte og sparet op, så de har haft godt med penge til at rejse. Blandt andet et par gange til Rusland, og 28 gange til Gran Canaria. Rejserne har dannet dem som mennesker og som et par, for på dem har de skabt fælles erindringer. Som da de i Moskva drak kaffe med kosmonauten Jurij Gagarins datter.
Det er svært at opsummere så lang tids sammenhold. Der er nok fortællinger til en stor antologi af livslektier. Vigtigst, fortæller de, er at man husker at tale sammen. Om det svære og det lykkelige. Og at man har en god pension.
