Hillbilly Highway snor sig gennem det bjergrige, rustfarvede efterårslandskab i delstaten Kentucky. Øgenavnet er givet til Route 23, som i efterkrigstiden var en af de primære migrationsveje for indbyggerne i Appalachia-bjergene som tog mod en højere levestandard i nordstaternes industristorbyer som Detroit og Pittsburgh.
Tages afkørslen fra Hillbilly Highway lidt udenfor byen Pikeville, ender man på smalle landeveje, hvor store pick-up trucks fragter de lokale rundt, og endnu større lastbiler fragter kul. For her i det østlige Kentucky er kulindustrien ikke helt død endnu. Trods kuls voldsomt negative indvirkning på klima og miljø, og politisk handling under især Obamaadministrationen for at lukke kulminerne, lever et par af dem stadig videre.
Efter omtrent et kvarter med 80 i timen på landevejen tårner store maskiner op fra dalen. Resultatet af det, kulminearbejderne kalder “Obama’s war on coal”, ses tydeligt ved det første møde med fordums kulindustri. Naturen klatrer op af de nu rustne strukturer, og kullet ligger efterladt drysset omkring på et lukket kulsorteringsanlæg.
Lidt længere nede ad landevejen rækker flere metalstrukturer igen mod himlen, og fra dem kastes sorte sten ned i voksende bunker. Det er et nyere kulsorteringsanlæg, der stadig bearbejder bjergenes støvende mineral.
Her arbejder 55-årige Chris. Han har et rundt ansigt og et mildt smil. Efter sin tid i den amerikanske flåde, hvor han blandt andet deltog i golfkrigen, slog han sig ned med sin high school sweetheart her i det østlige Kentucky. Han sidder med sin søn Aaron i kontrolrummet og agerer chef for foretagendet.
Støvet står op fra den store gravko, der fragter kullet fra deponeringsbunken og hen i sorteringsmaskinen, der adskiller de små, mellemstore og større stykker. Herfra vaskes det, og så bliver det kørt med først lastbil, så tog og videre ud i USA og verden, hvor det bliver brugt til at producere stål, chips i mobiler og computere - og ikke mindst som en af de mest klimaskadelige energikilder i kulkraftværker.
For Chris er kuls klimapåvirkning dog ikke problematisk, for han tror slet ikke, at vi har den store indvirkning på jordens systemer.
“Jeg tror ikke på global opvarmning som resultat af vores udledninger, men jeg tror på klimaforandringer som naturlige cyklusser, og som noget, Moder Jord nok skal håndtere,” siger Chris.
Selvom han ikke har meget fidus for den grønne omstilling, kan han godt mærke, hvordan den har ramt arbejdspladserne her i det østlige Kentucky.
“Der er ikke store fremtidsudsigter i kulindustrien, det tror jeg ikke,” siger Chris.
Mens vi sidder og taler om netop det kommer en ung fyr ind i på kontoret og spørger efter arbejde.
“Udfyld en ansøgning, men vi har ikke umiddelbart noget,” svarer Chris med lidt medlidenhed i øjnene.
Blandt de andre mænd, jeg møder på et nærliggende testanlæg for kul er oplevelsen den samme. Mænd som dem, uden videregående uddannelse, har svært ved at finde vellønnede jobs, som dem der engang var mange af i kulindustrien.
“Der er intet arbejde tilbage for folk, hvis de ikke har gået på college. De kan arbejde på McDonald’s, men det er også det,” siger Chris.
Resultatet af de manglende arbejdspladser er da også en fortsat migration væk fra det østlige Kentucky. Hillbilly Highway har set flere end 40.000 søge mod grønnere græsgange andetsteds siden 2010 ifølge nonprofit organisationen Shaping Our Appalachian Region.
Selvom kulindustrien har været en ustabil arbejdsgiver gennem tiden - eksempelvis røg der 16.000 kularbejdspladser under Ronald Reagan - er der alligevel konsensus blandt dem jeg møder om, at Obamas præsidentperiode bærer meget af skylden for områdets forfald.
“Kentucky var en demokratisk stat, men det er det ikke længere, og det er på grund af Obama, og hvad han gjorde mod det her område,” siger Chris.
Derfor fik Donald Trump og vicepræsidentkandidaten JD Vance ikke overaskende 82% af stemmerne i Pike County i Kentucky.
“Er jeg stor Trump-fan? Næh, men synes jeg, han gjorde et godt stykke arbejde sidst? Jeg synes, han gjorde et fantastisk stykke arbejde,” siger Chris.
Chris og de andre, jeg møder i Kentuckys kulindustri, føler sig ikke set eller hørt af Demokraterne. En af Chris’ kollegaer bryder ind i samtalen, og proklamerer, at Demokraterne fjernede 15.000 arbejdspladser fra området for kun at erstatte dem med et par hundrede i eksempelvis batterivirksomheder. Ifølge en Politico artikel fra 2017 er antallet af tabte arbejdspladser i Kentuckys kulindustri under Obama nærmere 11.000. Det ændrer dog ikke på modløsheden og følelsen af at være blevet ladt i stikken, der mærkes af Chris, hans søn Aaron og de andre støvede arbejdsmænd. Trumps retorik om at støtte amerikanske industri- og minearbejdspladser vækker derfor glæde og håb i dalen, hvor støvet fra de sorte sten endnu ikke har lagt sig.